Pressemeddelelse

29 aug. 2022

Nordjysk kvindepris får vokseværk

Kammaprisen og EY har indgået et samarbejde, hvor kvinder skal hyldes for at sikre mere diversitet og fokus på kvinder i erhvervslivet.

Pressekontakt
Søren Smedegaard Hvid

Statsautoriseret revisor og Partner i EY. Direktør for EY Entrepreneur Of The Year, Danmark.

Revisor, Partner og direktør for EY Entrepreneur Of The Year, Danmark. Højt energiniveau, nytænkende, relationsskabende og familiefar. Top dedikeret, vellidt og professionel i alt han foretager sig.

Relaterede emner EY Entrepreneur Of The Year

Kammaprisen og EY har indgået et samarbejde, hvor kvinder skal hyldes for at sikre mere diversitet og fokus på kvinder i erhvervslivet.

Kammas Saloner var et sted i begyndelsen af 1800-tallet, hvor kvinder mødtes for at opbygge netværk og deltage i intelligente samtaler om mere end husholdning og børn.

Opkaldt efter grundlægger Kamma Rahbek er Kammaprisen en moderne version af salonerne, og de seneste to år er prisen uddelt til kvinder i erhvervslivet, der både er visionære og inspirerer.

Indtil nu har prisen været målrettet kvinder i Nordjylland. Men med indgåelsen af samarbejdet med EY skal den bredes ud til endnu flere.

EY og Kamma er et godt match

Kammaprisen bliver koblet på EY Entrepreneur Of The Year, der hvert år hylder de bedste vækstskabere i danske virksomheder. Noget, der bliver kaldt ’et rigtig godt match’ af Søren Smedegaard Hvid, der er partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year:

”Diversitet i alle former er meget vigtig. Derfor ligger et samarbejde som dette mit hjerte meget nært. Jeg er sikker på, at vi kan være med til at få Kammaprisens visioner endnu længere ud, så det ikke kun er de nordjyske kvinder, men alle kvinder i hele landet, der får indsigt i powerkvinden Kamma Rahbeks oprindelige budskab om, at kvinder hjælper kvinder,” siger han.

Løfter prisen til næste niveau

Hos Kammaprisen er man også begejstret over samarbejdet:

”For Kammaprisen handler det om at skabe synlighed om de kvinder, som har hele pakken ift. ledelse og bestyrelsesposter. Vi har brug for kvindelige rollemodeller, som kan vise vejen frem. Her er samarbejdet med EY Entrepreneur Of The Year en enestående mulighed for at løfte Kammaprisen til næste niveau. Det giver os en stærk platform til at synliggøre alle de kompetente kvinder, som fortjener at blive hædret,” siger Karina Burgdorff Jensen, forsker på AAU og en af initiativtagerne til Kammaprisen.

Dette er blot startskuddet

I første omgang bliver denne nye version af Kammaprisen uddelt ved den nordjyske regionsfinale i EY Entrepreneur Of The Year. Men allerede fra næste år vil endnu flere få glæde af prisen, lyder vurderingen fra regionsansvarlig i Nordjylland for EY Entrepreneur Of The Year, Allan Terp:

”Vi starter i Nordjylland. Men det er så vigtigt at profilere spændende kvindelige ildsjæle, at jeg er sikker på, at uddelingen af Kammaprisen 2022 blot er startskuddet til, at vi næste år kan hjælpe prisen ud i resten af Danmark.”

Kammaprisen bliver uddelt 1. november i Aalborg Kongres og Kulturcenter til EY Entrepreneur Of The Years nordjyske regionskåring.