Pressemeddelelse

13 sep. 2022 København, DK

Siemens Gamesa vinder innovationsprisen ved Sustainability Awards 2022

Med deres genanvendelige vinge til vindmøller kommer Siemens Gamesa med en løsning på et åbenlyst problem inden for en industri, der gør sig bemærket ikke bare herhjemme, men også globalt.

Pressekontakt
EY Danmark

EY er en af verdens førende organisationer inden for revision, skat, transaktioner og rådgivning.

Relaterede emner Bæredygtighed

Som kulminationen på en dag i Børssalen med inspirerende oplæg og fuld fokus på bæredygtighed blev tre vindere af Sustainability Awards kåret.

Siemens Gamesa Renewable Energy (Siemens Gamesa) blev vinder af Sustainability Innovation Award – innovationsprisen – der blev uddelt ved Sustainability Awards, som blev afholdt den 13. september af Dansk Erhverv og EY.

Innovationsprisen gives til en virksomhed, der formår at løse strategiske udfordringer på sustainability-området med en innovativ og nytænkende tilgang, som er med til at transformere, skabe forandring eller sætte nye standarder på et eller flere felter på den brede ESG-dagsorden, fortæller Jan C. Olsen, CEO for EY i Danmark:

”Med vores Sustainability Innovation Award sætter vi fokus på virksomheder, der arbejder med bæredygtighed som katalysator for innovation. Den uafhængige jury fandt Siemens Gamesa som et godt eksempel på dette.”

Tiltag, der gør en forskel

Baggrunden for Sustainability Awards, der blev grundlagt i 2021, er ønsket om at fremhæve virksomheder, der arbejder strategisk og innovativt med bæredygtighed. Samtidig er formålet at dele inspiration om de virkningsfulde tiltag, der gør en reel forskel for virksomheder og samfundet.

Vinderen af Sustainability Innovation Award bliver udpeget af en uafhængig jury, der har vurderet 10 nominerede virksomheder ud fra en række kriterier.

Ud af de 10 nominerede blev tre finalister udpeget: Siemens Gamesa Renewable Energy, Signify Denmark og Grundfos. Og her blev Siemens Gamesa altså vinderen.

Juryens anerkendelse er velfortjent

Juryen begrundede blandt andet valget af Siemens Gamesa med, at de med deres genanvendelige vinge til vindmøller kommer med en løsning på et åbenlyst problem inden for en industri, der gør sig bemærket ikke bare herhjemme, men også globalt.   

”Vinderen af innovationsprisen har imponeret både juryen og os andre med deres cirkulære tilgang til at tænke innovative løsninger. Deres systematiske og holistiske tilgang til bæredygtighed er ambitiøs og sætter standarder på verdensplan. Juryens anerkendelse er i allerhøjeste grad velfortjent,” siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

Siemens Gamesas administrerende direktør, Torben Bang, er glad for, at virksomheden har vundet i kategorien Innovation: ”I Siemens Gamesa har vi stort fokus på både innovation og bæredygtighed, og de to ting er ofte i kombination. Det er vores genanvendelige vindmøllevinge et godt eksempel på. Derfor er vi utrolig glade for at vinde EY’s Sustainability Award i netop innovationskategorien. Det er en anerkendelse af vores arbejde på området - et arbejde, som fortsætter ufortrødent på alle områder af vores forretning.”

Pressekontakt og yderligere info:

Jakob Wandel, PR-chef, EY Danmark, tlf. 2529 5537
Lars Ohlsen, Pressechef, Dansk Erhverv, tlf. 4187 0818

 

Om Sustainability Awards

Med Sustainability Awards arbejder Dansk Erhverv og EY sammen for at hylde de virksomheder, der arbejder strategisk og innovativt med bæredygtighed. Samtidig ønsker vi at samle danske erhvervsledere, der har indflydelse på fremtidens bæredygtighed og bidrager til at nå FN’s verdensmål og de globale klimamål.

Sustainability Awards omfatter tre priser: Climate Strategy Award og Sustainability Innovation Award, som danske virksomheder inviteres til at indstille sig til, og som vurderes af en uafhængig jury. Særprisen Long Term Value Creation uddeles af Dansk Erhverv og EY, og denne pris kan der ikke indstilles til.