Udfordringer med carbon capture og storage

En række udfordringer er endnu ikke løst ved overvejelser om carbon capture og storage-projekter.

I Danmark er der generelt stor fokus på carbon capture og storage (CCS), hvilket vil sige fangsten af CO₂ fra røggasser og permanent lagring af denne i undergrunden. Denne fokusering er en udløber af, at det politisk er besluttet, at CCS forventes at være en vigtig brik i indfrielsen af Danmarks klimamål – specielt i industri- og energisektoren, hvor det i dag enten er for dyrt eller umuligt at nedbringe udledningerne på anden vis.

I EY oplever vi, at mange virksomheder inden for energisektoren – specielt affaldsforbrændingsanlæg - på nuværende tidspunkt har igangværende overvejelser omkring CCS-projekter. Som et led i de indledende overvejelser er der en række udfordringer, som på nuværende tidspunkt ikke er løst; en række af disse beskrives i denne artikel.

Etablering af CCS i affaldsforbrændingsanlæg

Mange virksomheder indenfor energisektoren underlagt kommunalt ejerskab arbejder på at kunne bidrage til indfrielsen af Danmarks ambitiøse klimamål ved at reducere deres udslip af CO₂ ved hjælp af CCS, hvor CO₂’en fra røggassen fanges og efterfølgende lagres i undergrunden. Med den nuværende regulering af området er dette arbejde dog ikke nogen nem opgave. På en lang række punkter ”halter” reguleringen langt efter de politiske ambitioner. Der er generelt et stort politisk ønske om CCS, men vilkårene for denne aktivitet er for nuværende reelt ikke til stede i den gældende regulering for disse virksomheder.

Der er en række relevante spørgsmål som skal overvejes inden etableringen af CCS-aktiviteten. Disse er blandt andet:

• Hvordan dækkes omkostningerne til de indledende arbejder, inden der træffes beslutning omkring etablering af CO₂-fangst?
  
  
• Hvilket indtægtsgrundlag vil der blive skabt ved CCS-aktiviteten, og hvornår vil den kunne forventes?
  
  
• Som udgangspunkt må omkostningerne til CCS-aktiviteten på affaldsforbrændingsanlæg ikke overvæltes på varme- og affaldsforbrugerne. Det må forventes, at CCS-aktiviteten vil medføre sparede omkostninger til indkøb af CO₂-kvoter og sparede afgifter under hvile-i-sig-selv aktiviteterne. Vil denne besparelse kunne medvirke til at finansiere hele eller dele af CCS-aktiviteten, og vil der være tale om indregningsberettiget omkostninger i henholdsvis varmeprisen og affaldstaksten?
  
  
• CCS-aktiviteten anses for en kommerciel aktivitet. Hvordan sikres finansieringen til CCS-aktiviteten i et kommercielt marked, hvor usikkerheden er betydelig, og hvor der ikke kan opnås kommunalt garanterede lån?
  
  
• CCS-aktiviteten skal navigere i et almindeligt kommercielt marked med en aktivitet hvor risikoen er høj og hvor der samtidigt fra politisk side er en målsætning om, at forbrændingskapaciteten skal reduceres. Det må derfor forventes, at såfremt det lykkedes at opnå en finansiering i det almindelige bankmarked, så vil renteniveauet være højt. Vil det så være realistisk at opstille en businesscase for CCS-aktiviteten, som hænger sammen på langt sigt?
  
  
• Vil det være muligt for et affaldsforbrændingsanlæg at indgå et samarbejde med private aktører, hvor den private part påtager sig hele eller dele af risikoen omkring finansieringen, opførelse og driften af CCS-anlægget – den omkostning som varme- og affaldsforbrugerne efterfølgende vil blive opkrævet for rensningen af røggassen – vil det være en indregningsberettiget omkostning i varme- og affaldstaksterne?

Som det kan ses, er spørgsmålene mange og svarene endnu få. For at sikre fremdrift i udviklingen og implementeringen af CCS-aktiviteterne bør det sikres, at de rette rammevilkår er til stede for branchen.

Overvejes igangsættelse af carbon capture og storage-projekter, er der en række udfordringer, som man skal være opmærksom på.