Der eksisterer efterhånden en omfattende praksis på, hvornår en investering skal anses for at være aktiv erhvervsvirksomhed ctr. passiv investering – i relation til pengetanksreglen.
Den eksisterende praksis bygger på den af lovgiver indbyggede undtagelse i ABL § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at ”Bortforpagtning af fast ejendom, som efter ejendomsvurderingsloven anses for landbrugs- eller skovejendom, anses i denne forbindelse ikke som passiv kapitalanbringelse.”
Højesteret har bl.a. tidligere behandlet, hvornår investeringer i solceller og vindmøller skulle anses for passive investeringer, og derfor ikke var omfattet af successionsreglerne. Dette er gennemgået i artiklen successionsmuligheder i solcelle- og vindmølleanlæg.
Skatterådet har i en afgørelse af den 29. september 2020, offentliggjort som SKM2020.425.SR, haft lejlighed til at vurdere, hvornår en skovejendom skulle anses for en aktiv driftsvirksomhed i relation til pengetanksreglen. Denne vurdering angik bortforpagtningen af en svensk skovejendom.
Skatterådet har i begrundelsen for det bindende svar i SKM 2020.425.SR indsat følgende citat:
“Den overordnede regel for skovejendomme er tilsvarende den for landbrugsejendomme, således at bestemmelse om kategorisering skal træffes ud fra ejendommens samlede karakter. Der skal for skovejendommes vedkommende være tale om skov med et produktionspotentiale.
Det er ikke i sig selv afgørende for kategoriseringen, om der foregår egentlig kommerciel skovdrift på ejendommen, eller om der er tale om en mere rekreativ anvendelse. Dog må ejendommen have en sådan størrelse og fremtræden i øvrigt, at den ikke har karakter af ejerbolig.
Det, der ovenfor er anført om betydningen af korrekt kategorisering af landbrugsejendomme, gør sig tilsvarende gældende for skovejendomme.”
Det fremgår af Skatterådets efterfølgende argumentation, at Skatterådet er enig heri, således at kvalifikationen skal ske i forhold til klassifikationen efter ejendomsvurderingsloven.
I relation til, om skovejendommen er bortforpagtet eller ej, anfører Skatterådet følgende:
”Hvis den aktive “faste ejendom” bliver udlejet overgår den til at være en passiv kapitalanbringelse. Der gælder dog en særlig undtagelse, når der er tale om bortforpagtning af landbrugs- og skovejendomme, at “fast ejendom, som efter ejendomsvurderingsloven anses for landbrugs- eller skovejendom, anses i denne forbindelse ikke som passiv kapitalanbringelse”, jf. stk. 3, 2. pkt. Disse aktiver bevarer deres status som en aktiv kapitalanbringelse, selvom der sker en bortforpagtning af dem.”
På baggrund af disse bemærkninger og henset til lovens ordlyd, ses der således ikke at være nogen forskel i forhold til successionsmulighederne, om en skovejendom er udlejet eller virksomheden kører driften selv, når der ved udlejning er tale om bortforpagtning af landbrugs- eller skovejendom efter ejendomsvurderingsloven, jf. ABL § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt.
Afgørelsen i LSR-22-0053067
Trods Skatterådets klare afgørelse af, hvornår en skovejendom skulle anses for et aktiv drift virksomhed i relation til pengetanksreglen, formåede Landsskatteretten i denne nye afgørelse, at nå det modsatte resultat.
Det fremgår således at Landsskatterettens præmisser:
Landsskatteretten finder, at det ikke i tilstrækkelig grad er dokumenteret, at Selskab 3 og Selskab 4 på tidspunktet for aconto-udlodningen deltog aktivt i driften af den litauiske skovejendom. Hertil bemærkes, at selskaberne alene var repræsenteret i Selskab 5s bestyrelse ved [den ene søn] og at han på daværende tidspunkt kun havde været bestyrelsesmedlem i 7 dage.
Landsskatteretten når endvidere frem til, at Skatterådets bindende svar, offentlig gjort som SKM2020.425.SR ikke er sammenlignelig i denne sag, da det bindende svar angår en bortforpagtet skov ejendom.
Vurdering af afgørelsen
Med afgørelsen opsætter Landsskatteretten for det første et kriterie om, at de successionsoverdragne selskaber skal være aktivt involveret direkte i driften i underliggende driftsselskaber, før end disse selskaber kan anses for at være en aktiv drift virksomhed.
Denne betingelse synes at være ny, idet det ikke tidligere har været et successionskriterie, og umiddelbart må betingelsen anses for at være i strid med den såkaldte transparensregel i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6.
Herudover synes Landsskatteretten at opstille et tidsmæssigt krav til involveringen i driften, idet det fremhæves at den ene søns involvering i bestyrelsesarbejdet kun har pågået i 7 dage forud for overdragelsen.
Endeligt synes Landsskatteretten at ville opsætte mere indgribende krav for succession til skovejendomme som driftes af ejeren, frem for skovejendomme som bortforpagtes. Det følger af Skatterådets præmisser i 2020-afgørelsen, at det er ejendommens samlede karakter og produktionspotentiale som er afgørende – og derimod ikke hvorvidt den er bortforpagtet eller ej.
Afgørelsens betydning for fremtidige successionsmuligheder
Landsskatterettens afgørelse fremstår umiddelbart ude af trit med de hidtidige afgørelser på området. Hvis afgørelsen står til troende, kan den have store konsekvenser for de fremtidige successionsmuligheder, idet kravet om aktiv deltagelse direkte i underliggende datterselskaber ikke synes at være begrænset til skovejendomme men så også vil kunne overføres til andre selskabskonstruktioner.
En sådan indskrænkning af successionsmulighederne synes dog ikke at have den fornødne hjemmel i lovgivningen, særligt under hensyn til, at der er lovfæstet en undtagelse, der fritager bortforpagtning af landbrugs- og skovejendom, jf. ABL § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt.
Vi afventer således, hvorvidt afgørelsen indbringes for domstolene med henblik på at domstolene tager stilling til spørgsmålet – der med denne afgørelse har opnået en særlig principiel karakter.
