Der eksisterer en række forskellige incitamentsordninger, som virksomheder kan anvende overfor medarbejdere/nøglepersoner i virksomheden. Det kan være aktielønsordninger, der helt eller delvist tildeles vederlagsfrit som en del af lønpakken – fx Ligningslovens § 7 P-ordninger, hvor aktier, købe- eller tegningsretter kan tildeles inden for visse grænser uden lønbeskatning af medarbejderne. Det kan også være markedsbaserede ordninger, hvor nøglepersoner får ret til at købe aktier, købe- eller tegningsretter til markedsværdi.
Tidligere har der også været praksis for, at medarbejdere kunne erhverve unoterede aktier til en kurs svarende til indre værdi som led i en incitamentsordning, når aktierne ved efterfølgende salg også skal fastsættes til indre værdi, uden at medarbejderne anses for at have modtaget et skattepligtigt gode. Medarbejderen får i denne model kun del i den løbende indtjening, ikke i værdistigninger på virksomhedens goodwill.
Dette var de såkaldte ”nøgen ind, nøgen ud”-modeller. Skatteforvaltningen har dog i et styresignal, SKM2020.351.SKTST, ændret praksis for disse ordninger.
Det nye Styresignal
Baggrunden for styresignalet er, at når aktiers værdi fastsættes til indre værdi, betyder det, at selskabets goodwill og andre ikke-bogførte immaterielle aktiver ikke medregnes i værdiansættelsen. Medarbejderne kan derved få adgang til et ”merafkast” i form af udbytte, der stammer fra et ikke-bogført aktiv, som medarbejderne ikke har betalt for. Merafkastet beskattes som aktieindkomst (udbytter) og ikke som lønindkomst. Det er dette misforhold mellem afkast og risiko, sammenholdt med skattebesparelsen (ift. lønbeskatning), der fik Skatteforvaltningen til at ændre praksis.
Efter den ændrede praksis skal medarbejderes erhvervelse af aktier til indre værdi som led i en incitamentsordning beskattes som et lønaccessorium. Dette gælder dog ikke, hvis indre værdi ikke udgør en favørkurs i forhold til markedsværdien. Medarbejderne vil derfor være skattepligtige af forskellen mellem markedsværdien og indre værdi (eller en anden favørkurs) på anskaffelsestidspunktet som et lønaccessorium.
Værdiansættelsen af aktierne kan fx ske ved anvendelse af TSS-cirkulære 2000-9 og 2000-10. Hvis denne metode ikke er retvisende, kan der fx anvendes en DCF-model.
Den nye praksis har virkning fra 1. december 2020.
SKM2022.347.SR
I et bindende svar, SKM2022.347.SR, var spørgsmålet om en påtænkt incitamentsordning omfattet af Skatteforvaltningens nye praksis for ”nøgen ind, nøgen ud”-modeller.
Arbejdsgiverselskabet, H1, havde problemer med at rekruttere og fastholde kvalificerede medarbejdere. Det påtænktes derfor at tilbyde alle medarbejderne en mindre kapitalandel i H1 hver (i alt op til 40 % af kapitalen). Dette i form af B-aktier med 1/10 stemmeret og samme ret til udbytte som A-aktierne. Det ønskedes at tilbyde B-aktierne til en kurs beregnet på grundlag af den regnskabsmæssige indre værdi (uden hensyntagen til goodwill).
Ved medarbejdernes erhvervelse af B-aktierne vil disse skulle indtræde i en ejertale, hvorefter:
- Medarbejderne er forpligtede til at sælge B-aktierne ved fratræden.
- Ved et salg af B-aktierne beregnes kursen efter den indre værdi uden indregning af goodwill.
- Et salg af B-aktier kan kun ske til medarbejdere eller G1 (majoritetsejer i H1).
Spørgsmålet er herefter, om ordningen skal anses for at være en incitamentsordning omfattet af styresignalet SKM2020.351.SKTST, og vil medføre en beskatning af medarbejderne af et lønaccessorium.
H1 anførte, at når der er tale om B-aktier med begrænset stemmeret og uden reel indflydelse og med begrænset afståelsesmulighed med fastlagt kursfastsættelse, så indebærer det, at der ikke kan være tale om estimering af en “handelsværdi” af B-aktierne, hvilket bør begrunde en undladelse af indregning af ikke-tilkøbt goodwill ved en kursfastsættelse.
Skatterådet fremfører, at følgende elementer generelt taler for, at en incitamentsordning er omfattet af styresignalet:
- Aktier eller anparter erhverves af selskabets medarbejdere til indre værdi (eller anden favørkurs).
- Det kan ikke dokumenteres, at indre værdi (favørkursen) i det konkrete tilfælde er udtryk for markedsværdien.
- Selskabets medejere ind- og udtræder ikke alle til indre værdi (eller anden favørkurs).
- Ved ind- og udtræden af selskabet værdiansættes medarbejdernes aktier efter særlige principper, der ikke vedrører andre medejere.
- Medarbejdernes ejerbeføjelser svarer ikke til deres ejerandel. Aktierne er inddelt i en særlig aktieklasse eller underlagt begrænsninger, fx ved en ejeraftale.
Centrale konklusioner i SKM2022.347.SR
Nogle af de centrale punkter i sagen er, at der ikke er noget krav om, at G1 (majoritetsejeren i H1) ind- og udtræder til indre værdi. Der er endvidere ikke nogen begrænsninger i, hvem G1 kan sælge sine aktier i H1 til.
Medarbejderne er derimod forpligtede til at sælge aktierne i H1, såfremt de ikke længere er ansat. Medarbejderne kan kun sælge til andre ansatte eller til G1 til kurs indre værdi (aldrig til tredjemand). Derudover har medarbejderne aktier i en særlig aktieklasse, der alene har 1/10 stemmeret ift. A-aktierne men ret til udbytte.
Det kan endvidere ikke dokumenteres, at indre værdi er udtryk for markedsværdien af H1, og der er indikationer på en merværdi i form af goodwill i de seneste tre årsrapporter.
Skatterådet er derfor af den opfattelse, der er tale om en ordning omfattet af styresignalet. Særligt henset til, at medarbejderne reelt ikke er afskåret fra at kunne få del i et merafkast, der stammer fra ikke-bogførte værdier (f.eks. goodwill), og som medarbejderne ikke har betalt for.
Hvis medarbejderne tilbydes ordningen, vil deres køb af B-aktier til indre værdi således skulle beskattes – dette som forskellen mellem indre værdi og markedsværdien som et lønaccessorium (med en indeholdelsespligt for H1).
Aktielønsordninger kan fortsat være gunstige for medarbejdere
Aktielønsordninger som incitament kan være ganske gunstige for medarbejderne, særligt hvis afkastet kan beskattes som aktieindkomst i stedet for lønindkomst. Men der skal udvises stor påpasselighed ved implementering af ordningerne.
Den største risiko i forbindelse med værdiansættelsen af aktierne påhviler i sidste ende medarbejderne. Hvis der ”rammes forbi” på værdiansættelsen er det medarbejderne, der beskattes af fordelen som et lønaccessorium – og det kan være en bekostelig affære henset til at medarbejderne ikke har fået penge i hånden til at betale skatten med. Efter ovenstående praksis er det ikke længere muligt direkte at ”indbygge” en fordel i værdiansættelsen i ordningen ved at lade erhvervelsen ske til indre værdi; ikke uden lønbeskatning af medarbejderne.
Hvis en overdragelse til medarbejdere skal kunne ske til indre værdi, efter ”nøgen ind – nøgen ud” princippet – uden at dette svarer til markedsprisen, må det i hvert fald være en betingelse, at alle aktionærerne er forpligtet til at sælge deres aktier til indre værdi ved udtræden.
