11 apr. 2023
To personer arbejder på 3D-bygning ved brug af AR-briller

3D på steroider peger mod ”blandet virkelighed” på jobbet

Af Hans Jessen

EY Global Robotics and Web3 Leader

Hjælper EY og kunder med avancerede teknologiske innovationsstrategier og indsigt. Nyder at styrkeløfte.

11 apr. 2023
Relaterede emner Teknologi

Videokonference har nedbrudt afstande. Digitale møder mellem mennesker åbner for arbejdspladser, der mixer virtuelt og fysisk nærvær.

For nogle uger siden stod jeg side om side med min chef. Men jeg var på Frederiksberg, og han var i San Francisco.  Jeff var på besøg i kontoret som et hologram, og vi havde en realtidsforbindelse til ham, og vi kunne se ham i 3D, fuld størrelse og med bevægelse. Han havde dialog med sit danske publikum via lyd og et 2D-billede, som vi kender det fra Zoom, Teams, Skype og alle de andre. Passende nok snakkede han om innovative teknologiske trends.

Farvel til grynede ansigter

Pandemien har for alvor lært os at bruge videokonferencer, og vi oplever fordelene ved at overkomme geografisk afstand så nemt. Klimabelastningen ved flytransport – ja, al slags transport - er et stort rationale bag denne mødeform, som står over for en stor udvikling. Fremover kommer vi til at gøre det langt bedre end de grynede og gnidrede pasbilleder af dårligt belyste ansigter i kikset frøperspektiv.   

En af de mulige veje er hologrammet. Jeg har ved selvsyn konstateret, at Jeff virkelig var visuelt live i fuld størrelse og 3D på Frederiksberg, selv om han stod i et studie i San Francisco. Det kan lade sig gøre, men det er helt tydeligt ikke en moden og færdigbagt teknologisk løsning. Det er svært at skabe en 3D-illusion fra flere synsvinkler. Som det er nu, kræver det en dyr, to meter høj, 230 kg tung kasse med en berøringsskærm i høj kvalitet. Herinde opstår illusionen om ​​en person, der står i kassen foran dig. Hologrammet kan i livestream-tilstand bevæge sig og tale og være i dialog. Boksen kan også afspille en indspillet optagelse i 3D.

Ingen øl med Jeff

Softwaren i dette produkt er svær at bruge, og det tog lang tid at sætte det op. Og på trods af alt besværet, kan vi stadig ikke give Jeff et kram eller drikke en øl med ham efter mødet. De teknologiske begrænsninger er til at løse, og jeg gætter på at det sker inden for fem år. Men hologrammet er også kun af de nye muligheder for virtuelle møder mellem mennesker på trods af afstand.

For ikke så lang tid siden sad jeg på en hotelbar i Dubai. Her mødte jeg andre medlemmer af vores globale teknologiteam. Men vi var der bare ikke rigtigt. Vi var alle repræsenteret af avatarer. Vi kunne tale sammen og se hinanden, men den konkrete drink stod på bordet foran mig, mens mine øjne og ører var i ”Dubai”. Denne virtuelle, rumlige 3D-oplevelse er på vej i metaverset, og den tilbyder en anden type af nedbrydning af geografisk afstand mellem mennesker.  

Tidligere teknologier inden for 3D har tilbudt fascination, men de er ikke slået an i stor skala. Det bliver der lavet om på nu med meget bedre skærme og avanceret AI til at spore øjets bevægelse og justere indhold i realtid for at skabe en virkelighedsnær 3D-illusion. Inden for underholdning, design, salg og markedsføring har disse teknologier en klar fremtid for sig. 3D i udendørsreklamer er helt oplagt.

Blandet virkelighed

Det fremtidige potentiale er endnu bredere. Vores digitale og fysiske liv vil i stigende grad blive en "blandet virkelighed" af virtuelle oplevelser i digitale rum og i den fysiske verden. De seneste år har begrebet arbejdsplads fået en ordentlig tur i vridemaskinen, og vi har altså teknologi på trapperne, som vil skabe endnu større forandringer. Mennesker vil være tilknyttet en virksomhed, men de vil ikke nødvendigvis overrende kontoret. Vi kan sagtens arbejde sammen, selv om vi ikke befinder os i den samme geografi. Fremover får vi langt bedre værktøjer til at overkomme distancen. Det er ikke skidt for klimaet!

Denne kronik er bragt i FINANS den 5. april 2023.

Sammendrag

Pandemien har lært os at bruge videokonferencer, og vi oplever fordelene ved at overkomme geografisk afstand nemt. Hans Jessen har holdt møder i metaverse og haft sin chef på besøg i Danmark via hologram. Den digitale udvikling åbner for nye arbejdspladser, til mixer fysisk og virtuelt nærvær.

Om denne artikel

Af Hans Jessen

EY Global Robotics and Web3 Leader

Hjælper EY og kunder med avancerede teknologiske innovationsstrategier og indsigt. Nyder at styrkeløfte.

Related topics Teknologi