Pressemeddelelse

9 jun. 2023 København, DK

Finalist fra Taiwan slog danske Dalux i global vækstkonkurrence

Det blev taiwanesiske Doris Hsu, som vandt prisen som verdens bedste vækstskaber.

Pressekontakter
Søren Smedegaard Hvid

Statsautoriseret revisor og Partner i EY. Direktør for EY Entrepreneur Of The Year, Danmark.

Revisor, Partner og direktør for EY Entrepreneur Of The Year, Danmark. Højt energiniveau, nytænkende, relationsskabende og familiefar. Top dedikeret, vellidt og professionel i alt han foretager sig.

Jakob Wandel

Head of PR, EY Danmark

Spinder den gule tråd, der binder de strategiske PR-aktiviteter sammen i forlængelse af EY's forretningsmæssige mål. Far til to piger.

Relaterede emner EY Entrepreneur Of The Year

Danske Dalux og brødrene Dalgaard måtte tage til takke med en fornem fælles andenplads ved EY World Entrepreneur Of The Year. Det blev i stedet taiwanesiske Doris Hsu, som vandt prisen som verdens bedste vækstskaber.

De håbede til det sidste på en dansk hyldest. Men da spændingen blev udløst ved finalen i årets EY World Entrepreneur Of The Year, stod det klart, at Bent og Torben Dalgaard fra Dalux måtte gemme takketalen væk og give et stort bifald til vinderen.

Trofæet blev i stedet løftet af taiwanesiske Doris Hsu, CEO hos GlobalWafers, ved det store show i Monaco torsdag aften foran entrepreneurer fra 49 forskellige lande, der alle havde vundet deres respektive nationale konkurrencer.

Doris Hsu har flere gange været fremhævet som en fremtrædende erhvervskvinde i Asien. Blandt andet har hun været en af Forbes ’50 over 50 in 2023’. Som CEO hos GlobalWafers har hun været med til at skabe vækst, så virksomheden i dag er verdens tredjestørste siliciumwaferleverandør. Nu kan Doris Tsu også kalde sig EY World Entrepreneur Of The Year.

”Jeg er beæret over at modtage denne prestigefyldte udmærkelse. Der er en underrepræsentation af kvindelige ledere, især i de højteknologiske industrier, og prisen viser, at uanset køn kan enhver lykkes. Jeg er så stolt af mit fantastiske team hos GlobalWafers og taknemmelig for alle dem, der har hjulpet og inspireret mig gennem denne rejse,” siger Doris Hsu, der også lavede følgende udtalelse efter kåringen: ”Du kan ikke måle dig selv på det, du allerede har opnået. Du skal måle dig selv på det, du evner at opnå,"

Taiwans største og på tre kontinenter

EY World Entrepreneur Of The Year er verdens største af sin slags og hylder entrepreneurskab hos dem, der opbygger og driver succesfulde virksomheder, der formår at vækste, udvikle sig og skabe job på deres markeder.

Og det er lige præcis det, Doris Hsu har gjort med virksomheden GlobalWafers. Eventyret startede i 2011, hvor blev GlobalWafers udskilt fra sit moderselskab Sino-American Silicon Products Inc. som en uafhængig virksomhed. I dag er det Taiwans største og verdens tredjestørste waferproducent, der har specialiseret sig i fremstilling af 3-tommer til 12-tommer siliciumwafer. De bliver produceret på 17 lokationer spredt over tre kontinenter.

Ros til danske Dalux

Det overrasker ikke Søren Smedegaard Hvid, der er direktør for EY Entrepreneur Of The Year i Danmark, at det blev Doris Hsu, der vandt.

”Det er fuldt fortjent. Det er imponerende, hvad hun og virksomheden har formået at opnå, og de er opskriften på, at man ved at spotte en mulighed i en eksisterende virksomhed kan skabe noget nyt og blive et ægte businesseventyr. I dag er GlobalWafers produkter med til at accelerere den globale digitale transformation. Det kan man ikke andet end anerkende,” siger Søren Smedegaard Hvid og kommer også med ros til Dalux og brødrene Dalgaard:

”Feltet i konkurrencen er så vanvittigt hårdt. Det er nogle af de bedste entrepreneurer i verden, der er samlet, men Bent og Torben Dalgaard har været fremragende repræsentanter for Danmark. De skal fortsætte med at vækste og innovere byggebranchen, og jeg er personligt spændt på at se, hvad der venter dem i fremtiden.”

Fakta:
EY World Entrepreneur Of The Year er verdens vel nok største vækstskaberprogram af sin art. Siden 2001 er ’entrepreneurer’ blevet hædret både regionalt, nationalt – og til slut ved den store internationale kåring. Vindere fra 49 lande har i år deltaget om at blive årets internationale vækstvirksomhed.

Hvem bliver den danske vinder i 2023?
EY Entrepreneur Of The Year gennemføres hvert år både regionalt, nationalt og internationalt. I sensommeren 2023 starter de danske kåringer af først regionale og senere en landsvinder, der skal repræsentere Danmark ved den internationale finale i 2024.