Vurdering som landbrug efter den nye ejendomsvurderingslov
Hvis der investeres i landbrugsejendomme til brug for optimering i forhold til pengetanksreglen, vil det være væsentligt at sikre, at landbrugsejendommen også kan opfylde betingelserne for at være en landbrugsejendom efter den nye ejendomsvurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 2. Dette hvis overdragelsen af selskabet først sker efter ejendommen er vurderet efter den nye ejendomsvurderingslov.
Efter den nye ejendomsvurderingslov afhænger kategorisering som landbrugsejendom af ejendommens samlede karakter og ejendommens anvendelse.
For praksis omkring kategoriseringen kan der bl.a. henvises til styresignalet i SKM2023.149.VURDST. Læs mere om styresignalet i artiklen om kategorisering af landbrugs- og skovejendomme.
For at en bebygget ejendom inkl. beboelse kan kategoriseres som en landbrugsejendom, kræves det, at der er landbrugsdrift af et vist omfang. Dette kan fx være:
- Dyrkning af landbrugs- eller specialafgrøder
- Erhvervsmæssig husdyrproduktion
- Produktion i gartneri, planteskole eller frugtplantager
Hvis der er andre erhvervsmæssige aktiviteter på ejendommen, fx udlejning af lejligheder som i sagen ovenfor, kan det tale imod kategorisering som landbrug, men i tilfælde, hvor ejendommen ligger over de øvre grænseværdier, skal denne anden erhvervsmæssige aktivitet dog have et betydeligt omfang. Hvis ikke anden aktivitet er af betydeligt omfang, må ejendommen kunne kategoriseres som landbrug og derved ikke have karakter af passiv kapitalanbringelse – i hvert fald hvis landbrugsejendommen er udlejet/bortforpagtet.
Hvad med landbrug i udlandet – fx en vingård i Frankrig?
Undtagelserne til pengetanksreglen gælder både danske og udenlandske ejendomme, og det er derfor også muligt at investere i udenlandske landbrugs- eller skovejendomme med henblik på optimering i forhold til pengetanksreglen. Der er efter bestemmelsen ikke krav om, at ejendommen er beliggende i Danmark, men alene krav om, at ejendommen ”efter ejendomsvurderingsloven anses for landbrugs- eller skovejendom”.
Hvis en udenlandsk ejendom ville blive vurderet som en landbrugs- eller skovejendom efter ejendomsvurderingsloven, hvis den havde været beliggende i Danmark, er det således muligt at erhverve ejendommen, bortforpagte den, og herefter indregne aktivet som en ”aktiv kapitalanbringelse” i pengetanksopgørelsen.
Der kan her henvises til fx SKM2020.425.SR, hvor bortforpagtning af en svensk skovejendom ikke var passiv kapitalanbringelse.
Hvorvidt fx en vingård i Frankrig kan kategoriseres som landbrug efter den nye ejendomsvurderingslov afhænger af ejendommens samlede karakter og anvendelse som anført ovenfor. En vingård skal behandles på samme måde som bær- og frugtplantager, og frugtavl og plantager anses for højintensive/specialafgrøder, hvor arealkravet til ejendommens landbrugsmoment er mindre end ved arealer til dyrkning af almindelige landbrugsafgrøder, som fx korn. En ejendom med frugtavl på over 5 hektar vil som udgangspunkt blive kategoriseret som en landbrugsejendom. Dog tages i betragtning om plantagen er intensiv nok eller om fx det beboelsesmæssige moment vægter højere.
Investeringen i vingården i Frankrig og efterfølgende bortforpagtning heraf kan derfor formentlig godt anses for at være omfattet af undtagelsen til pengetanksreglen.
Landbrugsejendomme der ikke bortforpagtes
Hvis der investeres i en landbrugsejendom, og denne ikke bortforpagtes, er der efter den nuværende praksis for pengetanksreglen krav om, at ejeren deltager aktivt i driften af ejendommen.
Med den seneste afgørelse i LSR-22-0053067 er der tilsyneladende opsat mere indgribende krav for succession til landbrugs- og skovejendomme som driftes af ejeren, frem for landbrugs- og skovejendomme, der bortforpagtes.
I sagen fandt Landsskatteretten det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at ejeren deltog aktivt i driften af en litauisk skovejendom. Det kan derved antages, at det er nemmere i relation til pengetanksreglen at investere i en landbrugsejendom, der bagefter bortforpagtes. Se mere om afgørelsen i artiklen: Er skovdrift ikke længere aktiv erhvervsvirksomhed?
Herudover er det ikke klart i praksis, hvorvidt der kan ske en opdeling af en landbrugsejendom i en aktiv og passiv del, når landbrugsejendommen også anvendes til ”ikke-landbrugsmæssige formål” og den ikke udlejes/bortforpagtes.
Hvis man i eksemplet med den franske vingård ikke bortforpagter denne, så kræver det, først og fremmest, at ejeren deltager aktivt i driften af gården. Dernæst må det også være en forudsætning, at driften af vingården kan anses for erhvervsmæssig virksomhed, og altså ikke en hobby- /ikke-erhvervsmæssig virksomhed. Landbrugsejendomme vil efter praksis normalt anses for at være drevet erhvervsmæssigt, hvis driften af ejendommen er sædvanlig og forsvarlig bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok, og det tilsigtes at opnå et rimeligt driftsresultat.
Der kan her fx henvises til en ikke-offentliggjort afgørelse fra Skatteankenævnet, journal nr. 13-0226332, der angik en virksomhed med produktion af vin. Skatteankenævnet fandt, at uanset at virksomheden gennem en årrække havde været underskudsgivende og som følge af ejerens sygdom og senere dødsfald blev afviklet uden på noget tidspunkt at have fremvist et overskud, blev det vurderet, at der ville kunne opnås overskud, og virksomheden skulle derfor anses som erhvervsmæssig virksomhed. Tilsvarende har Landsskatteretten i to afgørelser af 27. juni 2019, med journal nr. 15.2643568 og 15.2907657 fastslået, at en vinproduktion, og herunder både druedyrkningen og vinforarbejdningen, var omfattet af den særlige ligningspraksis for landbrug i relation til vurderingen af, om der var tale om en erhvervsmæssig virksomhed.
